Menigheden og krænkeren

Ifølge WHO er pædofili en diagnose, voksne kan stilles, når der er ”Seksuel forkærlighed for børn, ofte i sen barnealder eller tidlig pubertet”(F65.4).

Vi ved gennem medier, at der findes pædofile netværk og, at der i sådanne kredse florerer børneporno og udveksling af oplysninger. Fx rejser mænd fra den vestlige verden til Bangkok for at udleve pædofile fantasier. I Danmark har vi gennem årene haft sager, hvor en pædofil har krænket børn i sammenhæng med sin position som spejderleder, svømmetræner, pædagogmedhjælper, børnekirkeleder el.lign.

Gennem mit arbejde med krænkere har jeg mødt mænd, som jeg vil vove at kalde pædofile ud fra deres fortælling om seksuelle fantasier og handlinger. Alligevel er det et tydeligt mindretal af de krænkere, jeg har mødt, som jeg vil betegne som pædofile. Undersøgelser viser, at kun 10% af seksuelle krænkelser af børn foretages af pædofile (https://www.information.dk/kultur/2015/10/springe-paedofil).

I stedet kan krænkelserne være et symptom på krænkerens mistrivsel ved alkoholmisbrug, ensomhed, kognitive udfordringer og/eller psykisk ustabilitet, som gør, at vedkommende ikke tilstrækkeligt tænker konsekvenser men i situationen handler ud fra sine umiddelbare behov.

Når jeg gennem mit arbejde med ofrer for seksuelle overgreb i barndommen har fået omtalt deres krænkere, er jeg blevet bekræftet i, at de fleste overgreb mod børn foretages af mænd, som ikke er pædofile i ordets diagnostiske forstand. I stedet kan krænkeren og dermed de seksuelle overgreb ses i sammenhæng med sociale dysfunktioner. Med dysfunktion menes, at hjemmet er præget af alvorlige problemer, som alle i familien er påvirket af. Det kan f.eks. være alvorlige samlivskonflikter, som er tilbagevendende uden at blive løst, og dermed kan en forældre være i risiko for at forvolde seksuelle krænkelser mod en mindreårig. Måske er krænkeren ufrivillig single med ensomhed og ustabilitet til følge, som medvirkende til tab af selvkontrol. Alkoholmisbrug er ofte involveret.

I tilfælde, hvor en ældre bror (fætter eller anden) har krænket et yngre barn, har den ældste typisk haft store sociale og/eller mentale udfordringer. I stedet for at være styret af sund dømmekraft og grænsesætning, har han overfor det yngre barn, udlevet sin trang til dominans, fysisk berøring og seksuel søgen.

Menigheden

Med en bredere beskrivelse af krænkere er mit håb, at menigheden ikke diagnosticerer, hvad der er galt med krænkeren eller forsimpler problemet til selve overgrebet. Vi skal naturligvis tage afstand fra ’det seksuelle overgreb’.

Samtidig er det nødvendigt, at vi som menighed ser mennesket, som har foretaget overgrebet således, at han får mulighed for at have et sted, hvor han kan forklare sig, bekende sin synd og blive hjulpet til at komme videre i sit liv. Vi har et retssystem og en etik til at dømme handlinger ud fra, men vi er ikke sat til at dømme mennesket.

Som menighed må vi adskille handling fra mennesket i de tilfælde, hvor mennesket selv er parat til at tage klar afstand fra sine overgreb mod den mindreårige.

Uanset, hvor meget krænkeren har undskyldt sine handlinger, eller andre ikke længere skønner risiko for nye overgreb, har menigheden en opgave i at beskytte ofret mod at møde krænkeren.

Offeret

At være offer for seksuelle overgreb kan medføre mange senfølger. At se krænkeren eller høre ham omtalt, kan være nok til at vække traumet hos offeret, og dermed vil der ske det, der kaldes re-traumatisering. Derfor må menigheden, familien og andre have accept af, at forsoning ikke sker. Der må heller ikke forventes et møde mellem de to parter, med mindre offeret tydeligt ønsker dette. Hvis offeret bliver klar til at møde sin krænker, bør dette gøres gennem mediation med en trænet mediator (jf. mit kapitel ’Historien om Nana’ i bogen ’Mødet mellem offer og krænker’ af Hanne Andersson & Karin Sten Madsen (red.)).

I de fleste tilfælde må konklusionen være, at menigheden henviser krænkeren til at få rette hjælp og behandling og blive indsluset i en anden menighed.

I de fleste tilfælde må konklusionen være, at menigheden henviser krænkeren til at få rette hjælp og behandling og blive indsluset i en anden menighed.

Såfremt krænkeren ikke påtager sig ansvaret for de seksuelle overgreb, selv om alt tyder på, at dette har fundet sted, må menigheden sørge for, at der på bedste vis kommer en afslutning på krænkerens deltagelse i menigheden.

Afslutning

Når der er massiv benægtelse fra krænkerens side, kan det være, fordi han ikke tager afstand fra sine handlinger, og der kan være risiko for nye forhold, evt. fordi han tilhører gruppen af pædofile.

Det kan også være frygten for de alvorlige konsekvenser, en indrømmelse kan medføre; fængsling, en retssag, at blive udhængt i medierne, miste sit netværk, sit job og sit liv i det hele taget. Seksuelle krænkere bliver ikke skånet; den slags tragedier er populært mediestof.

Som nævnt indledningsvis er det ikke alle krænkere, som kan stilles diagnosen pædofile. Omvendt kan ikke alle pædofile betegnes som krænkere. Uden at kende tallet er der viden om, at nogle pædofile er dydige og afholder sig fra at have seksuelt omgang med børn.

Af Kirsten Trans, cand. soc.

Bog: “Senfølger efter seksuelle overgreb”
En introduktion til socialarbejdere og sunhedspersonale – og en hjælp til ofrene. Af Kirsten Trans

Sexologisk Klinik tilbyder hjælp og rådgivning. Se mere på Brydcirklen.dk