Mig den utilgivede

Jeg levede mange år i et godt ægteskab, hvor vi i manges øjne var forbilleder på, hvorledes et ægteskab kunne leves. Det var også godt, og som sådan var der mange ressourcer, der kunne deles med andre.
Vi delte fælles stærke sider med engagement i andre menneskers liv og var dem, der inviterede til fællesskab og gav meget ud til andre, når der var behov.
Der kom børn til, og da vi begge var ambitiøse med vores arbejde, begyndte tiden mellem os at blive sparsom. I løbet af få år kom der flere og flere faresignaler, som jeg af flere årsager slet ikke reagerede på.

Enorm vrede

Vi har altid haft forskelligt behov for nærhed. Måske ret klassisk, der var for lidt følelsesmæssig nærhed til kvinden og for lidt sex til manden. Det affandt jeg mig med, som tiden gik – og valgte dermed dybest set fuldstændigt at nedpakke nogle af de største og dybeste behov, jeg havde i mit liv, af angst for, at jeg ved insisteren ville komme til at pege på mangler ved min ægtefælle og dermed såre hende.
Det blev voldsomt forstærket af episoder med afvisninger, som jeg nok kan forstå i dag, men ikke forstår min manglende reaktion på dengang. Jeg
erkendte derfor ikke, hvad det faktisk gjorde ved mig, at min ægtefælle meget sjældent, oftest overhovedet ikke, tog initiativ til, at vi skulle have sex, og fandt mig pludselig i et ægteskab med et menneske, jeg elskede, men ikke elskede med mere.
Det var frygteligt, jeg ikke fik sat det på dagsordenen af angst for at skubbe hende væk. Og med tiden skabtes en enorm vrede over den ligegyldighed, jeg syntes hun omfattede den del af mig og vores samliv med – en vrede, jeg heller ikke kunne give udtryk for.
I en lang periode blev det faktum druknet i arbejde, hvor mine præstationer i den grad blev belønnet i takt med, at ”belønningen” hjemme blev tiltagende (forståelige) bebrejdelser over fravær og den megen tid, der gik med karriere.

På et tidspunkt skete der så det, at jeg var min hustru utro – efter endnu en lang periode i cølibat. Det skete bare… føltes ikke som et bevidst valg, selvom det jo var det.
Jeg valgte helt at fortrænge, at det var sket og sagde intet om det. Der gik et par år, før det skete igen nogle gange, og med ét stod vores ægteskab i flammer. I samme periode fandt jeg ud af, at jeg også selv var svigtet af min ægtefælle. Der kom en kaotisk tid, hvor jeg fuldstændigt mistede overblikket over livet, over dag og nat, løgn og sandhed, fortielser og forglemmelser.
Jeg mistede tilliden til alt og alle inklusiv mig selv, og det endte med kaos og skilsmisse.
Det primære mål i dagligdagen blev at få det praktiske til at fungere med børn, nu hvor vi var fremmede for hinanden.

Ikke tilgivet

Jeg selv har været igennem en lang rejse i mit eget liv, hvor jeg har fået åbnet rum og døre, der har været lukkede i mange år. Og derved har jeg set, at en del af de overlevelsesmønstre, jeg udviklede i mit ægteskab, og som gik ud på at pakke mine behov væk og ignorere faresignalerne, i høj grad blev dannet, for at jeg kunne være til stede i mig selv. En del af disse mønstre havde dybe rødder i min fortid.
Hvad gør man, når man bliver klar over, at katastrofen er sket i éns liv, og man selv har en stor del af ansvaret for det?
Jeg spejdede som en gal efter tilgivelse hos min hustru, prøvede at fortælle, hvor ked jeg var over det skete, men mødte blot en mur. Man kan jo ikke forlange tilgivelsen, men måske bane vejen ved at give udtryk for, at man kender smerten, den anden står i.

Alligevel er jeg i en situation, hvor jeg ikke har mødt hverken anerkendelse af den smerte, jeg selv oplever, eller den tilgivelse jeg havde så hårdt brug for… Og det gør rigtigt rigtigt meget ved dig, når du fastholdes i en position uden tilgivelse – som den skyldige.
Det parkerer ansvaret for det skete hos dig og blokerer dermed indgangen til dig selv i dit eget liv og fastholder de mønstre, der skabte utroskaben, så de uacceptable følelser forbliver begravet indeni. Det gør dig tilstrækkelig følelsesløs til at overleve og bringer lidt trøst i din situation, men heler intet.
Ikke at være tilgivet binder dig i en sådan grad til din skyld, at du ikke er i stand til at agere fornuftigt i dit eget liv. Du mister simpelthen kompasset og står med en brækket rorpind i hånden, mens fordømmelsens vind blæser dig hid og did.

Når du ikke er tilgivet, er det første, du ser om morgenen, din skyld; og det sidste, du tænker på, når du lukker dine øjne før natten, er din skyld. Det farver
dit selvbillede, gør dig spedalsk, så du vikles ind i overbevisningen om, at du er et dårligt menneske, der ikke fortjener respekt. En tanke, du først og fremmest
selv har, og som kan martre dig fuldstændigt.

Det krævede nærmest overmenneskelige kræfter at stå op imod hver morgen – og tvang mig helt i knæ. Jeg trak mig fra alt socialt, fokuserede kun på, hvad jeg kunne få til at fungere umiddelbart, og forsøgte totalt at glemme mig selv.
Ikke at være tilgivet skaber et stærkt behov for, at man forsvinder ud af sig selv. Jeg er så omklamret af utilgivet skyld, at jeg ikke kan være tilstede i mig selv
længere, det gør for ondt.

Der kan man ikke overleve, man bliver så frygtelig ligeglad med sig selv. Selvrespekt bliver en by i Rusland, og samtidig vokser vreden indeni over en fastlåst situation, som man ikke kan bryde med.

Selvtilgivelse. Første skridt fremad

Det var først, da jeg fandt ud af, at jeg på egen hånd var nødt til at tilgive mig selv, der opstod en mulighed for at blive frigjort fra tyngden af skyld. Det var mindst lige så vigtigt som al anden tilgivelse for at kunne heles. Kan du ikke tilgive dig selv, så glem alt om, at andres tilgivelse vil skabe en forandring.
Først i det øjeblik jeg i stedet for at se på mig selv med fordømmelse så på mig selv med nysgerrighed, barmhjertighed og medfølelse og spurgte ”Hvad var det egentlig, der skete..?” – kunne jeg se den mand, der stadig var inde bagved, og som jeg godt kendte. Kunne se, at det var et menneske, der fortjente respekt og omsorg midt i det svære.
Dermed kunne jeg også få et rum til at begræde de tab og svigt, han havde lidt og den magtesløshed, han var i – og så kunne jeg tilgive ham. For jeg kender og forstår nu historien indefra, og med det er der absolut ingen brug for fordømmelse.
Det gør ikke egne overtrædelser og svigt mere ansvarsfrie eller irrelevante. For de var der. Men de binder mig ikke mere til dem. Jeg er ikke mere mine svigt. Det betyder også, at jeg kan forholde mig til dem, analysere dem og se på mit liv uden at være forudindtaget, og hvor er det befriende at kunne gøre.

Den store smerte er der stadig. Over at have svigtet og været udsat for svigt, ikke bare fra min ægtefælle, men også fra alle de mennesker, jeg troede var et hegn af venskaber omkring os, men som aldrig gav lyd fra sig, da jeg havde det allersværest og var ved at gå under.
Når et ægteskab revner, gør en stor del af venneflokken det også, for hvem vil stå der med en taberfamilie?
Jeg er i dag klar over, at jeg, når dagen er gået, er helt alene. I den alenehed skal jeg kunne se på mig selv med mildhed og forståelse – uden fordømmelse
– for at kunne gå dagen i morgen i møde. Se på mig selv med det samme blik, Kristus mødte Peter med påskemorgen. For han vidste, hvad der boede i
mennesket, af smerte, tab og barmhjertighed.

Af Anonym mand, 23. januar 2011

utilgivet

Se også:

Rammer for det gode samvær

Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...

Overgreb