Skam – det glemte og gemte ord

Skam er følelsen af at være forkert.
Det er vigtigt at skelne den fra skyld, som er følelsen af at have gjort noget forkert. Skamfølelsen handler om at være forkert. At det er mig som person, der er forkert. Skyld kan man gøre noget ved. Undskylde, sone, gøre op med.
Men hvis man er forkert, er man lidt i en blindgyde. Det kan ikke sones. Det er bare.

Perfektionismen bliver en forsvarsmekanisme mod skam ved simpelthen at forsøge at være perfekt.

Skams væsen er en del af årsagen til, at ordet forsvandt ud af vores ordforråd. At føle skam opfordrer ikke til at sætte ord på det. Tværtimod opfordrer det til at tie stille og gemme sig.
Skamforskeren Brené Brown kalder skam for frygten for at være uværdig til kontakt. Det er frygten for, at hvis vi bliver set, som vi er, vil mennesker vælge os fra. Og deres valg vil endda være velbegrundet og retfærdigt. Dette er kernen af skams smerte. At opleve sig så forkert at være uværdig til at være en del af fællesskabet. Derfor bliver det des mere skræmmende og farligt at forsøge at dele sin skamfølelse.
Det kan føles som at gå til sin chef og fortælle, hvorfor man selv tror, man burde fyres. Skam bliver dermed en selvopfyldende profeti: Vi er bange for at være uværdige til fællesskabet og holder derfor de svære følelser for os selv, og kommer derfor til at føle os ensomme og forkerte.

Privatiseringen af værdier
Når jeg siger, at skam virker til at være mere udbredt end nogensinde, så hænger det sammen med det, skamforskningen kalder, privatiseringen af værdier. Før i tiden var kirken den moralske magt, der fortalte, hvad der var rigtigt og forkert, og hvad der var vigtigt. Gennem oplysningstiden og sekulariseringen blev denne magt givet til det enkelte menneske, der selv skal beslutte, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad der er vigtigt.

Tanken var, at dette var en frihed og en frisættelse for det enkelte menneske. Ordet skam blev knyttet til kirkens fordømmelse af bestemte idealer, og dette er den anden grund til, at ordet skam gled ud af den fælles bevidsthed.

Når jeg underviser i skam, kalder jeg denne proces for “Fra kirkedømme til frit-valgsrodebutik”. Teorien omkring frisættelsen virkede logisk, men det lader til at have haft den modsatte effekt. Vi er endt i en situation, hvor de idealer, vi forsøger at leve op til, er kaotiske og uopnåelige. Hvad, der var tænkt som en frisættelse, er endt som et fængsel af oplevelsen af utilstrækkelighed og skam.

Der er nok af idealer at tage til sig og forsøge at leve op til. Man skal både være effektiv, robust, omstillingsparat, slank, sund, nærværende, ambitiøs, struktureret, spontan, miljøbevidst, selvsikker, osv. osv.

Skam-perfektionisme-sløjfen
Kigger vi på de typiske forsvarsmekanismer mod skam, står to tydeligst: Perfektionisme og fordømmende vrede. I denne artikel vil jeg fokusere på
perfektionisme.

Perfektionismen bliver en forsvarsmekanisme mod skam ved simpelthen at forsøge at være perfekt. At opføre sig og være sådan, at ingen kan anklage en. Dette er en slags logisk slutning i forhold til skam: Hvis jeg bare er perfekt, vil jeg ikke føle mig forkert.

Vi har brug for som mennesker at blive set, som dem vi er, med fejl og det hele og opleve, at vi ikke bliver dømt ude alligevel.

Problemet er i denne sammenhæng, at vi er mennesker, og det er en del af vores eksistens, at vi ikke er perfekte. Hvis idealet er at være perfekt, bliver det
enormt svært, for ikke at sige umuligt, at leve op til.
Skamfølelsen er en trofast følgesvend til perfektionismen. Hver gang vi ikke lever op til idealet, føler vi skam, og for at undgå denne følelse fokuserer vi endnu mere på at være perfekte. Dette kalder jeg for skam-perfektionismesløjfen. Skam fører til perfektionisme, som fører til skam, som fører til endnu mere perfektionisme, som leder tilbage til skam. Det fører for mange til en håbløs følelse af at være utilstrækkelig, stresset og opgivende. For strategien med at være perfekt virker jo ikke. Men hvis det oplevede alternativ er at acceptere, at skamfølelsen har ret, og at man er forkert, så virker perfektionismen som det bedre valg.

Nåden og de kærlige øjne
Hvis man skal arbejde med skam som psykolog, terapeut eller sjælesørger, er det vigtigste at turde opleve skammen og se på den med nådige og kærlige øjne. Vi har brug for som mennesker at blive set, som dem vi er, med fejl og det hele og opleve, at vi ikke bliver dømt ude alligevel.
Det er først, når vi oplever dette, at vi langsomt tør tale om vores skam. Her har vi som kirke en særlig opgave: At vise og fortælle mennesker, at vi ikke kan være perfekte eller undgå at falde, men at vi er underfuldt skabt og elsket, som dem vi er, og ikke kun på trods af dem, vi er.