Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Opdragelsen af vores børn har igennem de sidste årtier været præget af forældres problemer med at regulere børns følelser og adfærd. Den formulering, der bruges meget i denne sammenhæng, er at der skal sættes grænser for børn.
Der er med jævne mellemrum forskellige a
Skal skammen brydes, hjælper det at være blandt mennsker, hvor der er kultur for at sætte sunde grænser og hvor det er acceptabelt at give udtryk for begrænsninger.
Behov for anerkendelse
Vi er fra fødslen afhængige af andre mennesker for at kunne overleve. Andre mennesker spiller en afgørende rolle i ethvert menneskes liv, hvilket er noget af forklaringen på en stærk indre drivkraft til at opnå anerkendelse fra andre. Vi ønsker at tage os godt ud i andres øjne.
Skam aktiveres, når vi har en oplevelse af ikke at tage os godt ud i andres øjne, og når vi derfor tænker, at vi vil blive frastødt, afvist eller ydmyget af andre.
Større krav end ressourcer
Lise arbejder som pædagog i en børnehave. I de 20 år, hun har været ansat, er der sket en stigning på 50 % i antallet af de børn, hun skal passe i hverdagen.
Dermed er kravene væsentligt forøget, og det er svært for Lise at få ressourcerne til at slå til. Hun kan ikke nå alle opgaverne. Lise siger dog ikke fra men klemmer ballerne sammen og knokler i forsøget på at nå opgaverne. Lises kollega Hanne oplever også, at det er svært at få enderne til at hænge sammen. Men når hun kigger på Lise, så ser hun en, der knokler rigtig meget, og derfor tænker Hanne, at hun bare må arbejde videre.
Drivkraft til at yde
Den engelske professor i psykologi Paul Gilbert har i de seneste 30 år beskæftiget sig med skam, og med hvordan hjernens design påvirker, hvordan vi regulerer os selv og vore følelser i hverdagen.
Ifølge Gilbert er der tre hovedtyper af reguleringssystemer i hjernen, nemlig trusselssystemet, ressourcesøgningssystemet (kaldet drivesystemet) og
tryghedssystemet. Alle tre systemer er vigtige og spiller en afgørende rolle for os i livet.
Ifølge Gilbert er der tre hovedtyper af reguleringssystemer i hjernen, nemlig trusselssystemet, ressourcesøgningssystemet (kaldet drivesystemet) og tryghedssystemet.
Ifølge Gilbert har drivesystemet to formål, nemlig dels at motivere os til at søge og opnå ønskede ting og mål og dels at belønne os, når vi har opnået det, fx med glæde, begejstring og tilfredshed.
Drivesystemet aktiverer os og giver energi og retning fx i forhold til at tage en uddannelse, at få et arbejde, eller når vi gør os umage for at kunne beholde et arbejde eller blive forfremmet. Når drivesystemet er aktiveret, er jeg optaget af at klare ting og at tage mig godt ud i andres øjne, også selvom jeg ikke selv er opmærksom på det. Bagsiden af dette er risikoen for, at jeg ikke lykkes, risikoen for ikke at tage mig godt ud i andres øjne og dermed risikoen for at blive afvist, blive udelukket af fællesskabet eller ydmyget. Skam-mekanismerne er aktiveret og kan spille en vigtig rolle i forhold til stress.
Når Lise ikke siger fra men i stedet overpræsterer, så kan det skyldes en underliggende trussel om skam. Hvis Lise dybt inde tænker eller frygter, at hun vil blive afsløret som svag, eller at hendes kolleger og leder vil miste respekt for hende, hvis hun siger fra, så er dette en stærk forhindring i forhold til at sige fra.
Håndtering af skam
Den umiddelbare reaktion i skam er, at vi skjuler og isolerer os, og dermed øges risikoen for, at vort billede af andre idealiseres mere og mere, og at vi tænker dårligere og dårligere om os selv. Skam brydes ved at øge åbenheden, hvilket jo netop er det sværeste for den, som kæmper med skam. Der kan derfor være brug for en indsats på mange områder.
Lederen kan være med til at skabe en kultur, hvor det ikke er udtryk for svaghed at sætte grænser og sige fra. Kolleger kan være opmærksomme på at undgå at tale skammen op fx ved at tale om, hvor svagt det er at måtte sige fra eller latterliggøre en, som ikke klarede en opgave.
Skam brydes ved at øge åbenheden, hvilket jo netop er det sværeste for den, som kæmper med skam.
Både ledere og kolleger kan være opmærksomme på, om en person er ukritisk i at påtage sig opgaver eller måske signalerer, at personen ikke har ret til at sige fra.
Ifølge Gilbert kan personen også selv gøre en indsats. Lise kan bl.a. blive trænet i at være opmærksom på hvilket af de tre systemer, som er aktiveret. Hun kan lære at observere, at hendes drivesystem hele tiden er aktiveret i forsøget på at undgå skam, og at det indeholder en selvforstærkende negativ spiral.
Som en modvægt hertil kan hun lære at aktivere tryghedssystemet.
Dette kan bl.a. ske ved, at hun træner vejrtrækningsøvelser, som kropsligt kan igangsætte beroligelse. Hun kan ligeledes arbejde med afslapningsøvelser og med fokusering på den ”ideelle hjælper” (Compassionsfigur, Chr. Schlander). Den ideelle hjælper kan enten være en konkret person, hun engang har mødt, eller en person hun forestiller sig. Denne ideelle hjælper skal være en, der er anerkendende og ikkedømmende, en der på en varm måde vil beskytte hende og drage omsorg for hende, og en med gode grænser. Ved at Lise har den ideelle hjælper på sinde, aktiveres hendes tryghedssystem. Det kan hjælpe Lise til at åbne op til andre mennesker og opleve deres accept og anerkendelse, også selvom hun viser sine begrænsninger.
Litteraturhenvisninger:
Christine Schlander. Compassionsfokuseret terapi, Akademisk Forlag, 2015
Paul Gilbert: The origins and nature of compassion focused therapy, Br. Jour of Clinical Psych 2014, 53, 6-41
Af Ole Rabjerg, 10. september 2017
tv-programmer, der handler om, hvordan forældre skal være bestemte over for deres børn. Der er også forskellige pædagogiske programmer, der fokuserer på, hvordan forældre skal gribe ind over for deres børn og med et tydeligt fokus på børnenes adfærd. Det er tydeligt, at den adfærd hos børn, der især bekymrer voksne, herunder forældre, er den adfærd, der generer de voksne. I mange af disse programmer er der ikke den fornødne opmærksomhed på børnenes følelser og på en forståelse af, hvilke følelser og intentioner, der kan ligge bag børnenes problematiske adfærd.
Et kernetema i børns udvikling er, hvordan barnet på samme tid kan opleve sig som sig selv og samtidig være holdt af, det vil sige mærke sig accepteret og anerkendt i fællesskabet, dette være sig både i familiens og i vennernes fællesskab. Ingen tvivl om, at betydningen af tilhørsforholdet til venner har fået en stigende betydning for børn og unge. Disse fællesskaber har vidt forskellig karakter, nogle med subkulturelle elementer, som forældre står fremmede over for, mens andre minder om fællesskaber, forældrene kender fra egne erfaringer.
Forældres vanskeligheder med at regulere børns frihed er i høj grad betinget af det faktum, at børn og unge er under udvikling. Fra fødslen, ja fra før fødslen, opbygges en relation, et fællesskab med moderen og faderen, uden hvilket barnet ikke kan eksistere. Vi fødes ind i en sammenhæng, hvor den følelsesmæssige og fysiske omsorg er nødvendig for barnets overlevelse. Et barn kan ikke finde ud af, hvem det selv er uden at være i en følelsesmæssig tæt relation til sine forældre. Er forældrene anerkendende over for barnet og hinanden, lærer barnet sin egen betydning og betydningen af, at forældrene også har betydning.
Fordi børn er under udvikling er det påkrævet, at forældre nærmest fra fødslen hele tiden tilpasser krav og forventninger til, at barnet i stigende grad mestrer mere og mere selv. En stor udfordring for mange forældre er, at de aldrig på noget tidspunkt i deres forældrerolle har kontrol over barnet, selv om de har 100% ansvar! Børns evne til at mestre den frihed, som vi i vores kultur forbinder med at blive 18 år, er under udvikling fra barnet er helt lille og er betinget af forældrenes evne til at se og følge barnets signaler og regulere det inden for den kontekst, som familien og de øvrige fællesskaber danner rammen om.
Der er livet igennem et spændingsfelt mellem hensynet til sig selv set ud fra barnets perspektiv og hensynet til fællesskabet. Det første fællesskab, barnet stifter bekendtskab med, er familien. Barnet er selv en del af fællesskabet, men der er også et liv uden om barnet inden for fællesskabet, som barnet skal finde ud af at forholde sig til. Forældre til små børn kan have svært ved at finde ud af, at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk nødvendigt for børn, at der kan være middagssamtale, som ikke kun er til for børnenes skyld. Der er nok ikke så meget tvivl om, at forældre for 100 år siden ved middagsbordet ikke ønskede så megen aktiv snakken og samtale med børnene. I det sidste halve århundrede er børn i stigende grad blevet inddraget i samtalen omkring middagsbordet, også så meget, at nogle forældre helt har mistet fornemmelsen for, at børn også har brug for at finde ud af, at de ikke er i centrum for det hele. Børn har brug for både at mærke sig i centrum og for at mærke, at der er noget uden for dem, som de ikke er en del af. Hvis børn konstant mærker sig set og hørt i alle sammenhænge, får de svært ved at indarbejde fornemmelsen for andres positive betydning, uden at deres eget selvværd mærkes problematiseret.
I alt, hvad vi gør alene eller sammen med andre, lærer vi noget om os selv og andre, og vi lærer noget om andres og vores egne forventninger til os selv. Når forældre ikke er tilstrækkeligt anerkendende over for deres børn, bliver børnenes medindlæring, at de ikke er særligt meget værd, fordi det ligger implicit i forholdet mellem forældre og børn, at børn har en næsten utrolig accept af, at det forældrene gør, er rigtigt. Hvis forældrene ikke viser børnene betydningen af, at andre også har betydning, kan børnene risikere at få den medindlæring, at “solen udelukkende skinner på dem”. Børn og unge (og voksne og gamle) lærer mere af de holdninger, de og vi mærker, frem for af de ord og kloge budskaber, vi udtrykker. Det betyder, at børn udvikler sansen for andre og for fællesskaber, når forældre og andre voksne reelt viser betydningen af både hensynet til barnet og den unge og til fællesskabet.
Betydningen af frihed for barnet er forbundet med udforskning af den verden, barnet og den unge lever i. Ligesom børnene har brug for at erkende, at hele universet ikke kan tilpasse sig dem, har forældre brug for at acceptere og anerkende, at børnene og de unge selv kan vurdere i mange situationer, også selv om de vurderer anderledes end svarende til forældrenes normsæt. Forældres regulering er ikke et fænomen, der først sætter ind, når børnene er blevet teenagere, hvor børnene på fornyet måde har brug for at finde ud af, hvem de er, og hvad de repræsenterer som selvstændige mennesker. Når børn og unge udvikler sig almindeligt og fungerer i deres hverdag i skole og netværk, bør forældre også have tillid til, at de børnene kan finde ud af deres liv uden for meget indblanding og have tillid til, at den opdragelse, som forældrene har praktiseret, også har ført det med sig, at deres børn i store træk kan finde ud at være til, selv om de praktiserer deres liv anderledes, end forældrene har valgt. Børn mærker en stor tillid fra forældrene, når de mærker accepten af deres valg, specielt, når de er anderledes, end forældrene havde tænkt det.
Når børn igennem barndommen har oplevet forældrenes evne til at tilgodese egne og andres behov i en vekselvirkning uden angst for andres fordømmelse, lettes deres mulighed for at afveje individuelle behov i forhold til hensynet til fællesskabet. Hvis forældre er åbne, accepterende og nysgerrige over for den dynamik, som hensynet til såvel det individuelle som det kollektive indebærer, hjælper de deres børn og unge til også at kunne håndtere de forskellige hensyn i en afvejning.
Vi lever i familier, hvor der generelt er færre børn per familie end tidligere, og hvor børnene spiller en anden rolle, end de før gjorde. Børn er på en anden måde nu end tidligere en slags “projekter” for forældrene. Forældrene er tilbøjelige at måle egen succes i børnenes succes. Velfungerende børn vil af forældre opleves som en bekræftelse på, at forældrene er lykkedes i deres forældrerolle.
Synet på børn, unge, frihed og fællesskaber er som de fleste begreber noget, der ændres, afhængigt af, hvordan vores samfund og tænkning om mennesker flytter sig. I vores tidsalder har den individuelle frihed et særligt fokus. Frihed og fællesskab er begge begreber med en positiv værdiladning, men de skal – ligesom andre begreber – forstås inden for den kontekst, som de givne vilkår er udtryk for.