Sunde grænser som mønsterbrud

Smagen af frihed

For en årrække siden deltog jeg i et af Agapes kurser, som nu hedder: “Personlig Udvikling”. På kurset gik vi ind i en proces, hvor vi bl.a. arbejdede med usunde familiemønstre og adfærdsformer i vores opvækst. I forsøget på at genskabe dynamikken i den enkeltes familie, optrådte vi, under kyndig vejledning af en erfaren psykolog, som de andre kursisters familiemedlemmer. Genoplevelsen af tidligere familiemønstre blev således meget virkelighedstro. Som mange af de andre deltagere “spillede jeg med” i flere familier, og de andre kursisters smerte berørte mig dybt.
Da jeg imidlertid selv skulle genopleve de gamle familiemønstre, som havde været uhensigtsmæssige for mig, oplevede jeg ingen indre reaktion. Jeg kunne ikke komme i kontakt med min smerte, førend psykologen spurgte ind til mine kropslige reaktioner (mavekneb, trykken for brystet). Gennem de kropslige fornemmelser kom jeg i kontakt med den smerte, som min krop og psyke hele tiden havde kendt, men som min forstand ikke havde erkendt. Jeg var blevet god til at mærke andres behov omkring mig, men på bekostning af mine egne behov.
Efter afslutningen af denne intense proces oplevede jeg en mærkbar ny frihed. Der var simpelthen mere plads til at være mig. Jeg følte mig lettet psykisk – og fysisk kunne jeg ånde mere frit.
Efterfølgende havde jeg et stort arbejde foran mig ift. at anvende min nyvundne frihed. Arbejdet med at lære at mærke mig selv, lytte til mine grænser og handle ved at beskytte mig selv ved at sætte sunde grænser, var en spændende men også smertefuld proces. Ikke desto mindre oplevede jeg, at hver gang jeg satte sunde grænser for mig selv, blev der mere plads til at være mig. Smagen af frihed gav mig mod på at fortsætte den lange, svære vandring.

Grænser holder perlerne inde og svinene ude

Min største udfordring var at sige nej – og have det godt med det. Jeg havde vanskeligt ved at tage ansvar for mine behov og være tydelig i situationer, hvor det ville føre til uenighed eller konflikt. Jeg var blevet god til at reagere på andres behov og negligere mine egne. Jeg følte mig ansvarlig for, at mine nærmeste havde det godt og var samtidig ude af stand til at tage ansvar for, at jeg selv havde det godt. Som resultat af mine grænseproblemer, oplevede jeg, at min glæde forsvandt, ligesom sand glider ud mellem fingrene. Alt for ofte gav jeg afkald på “førersædet” i mit liv af frygt for at miste accept eller relationel nærhed.
I dag kan jeg se, at glæden forsvandt, fordi jeg ikke formåede at sætte sunde grænser. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle beskytte det, som Gud havde givet mig, således at jeg kunne leve i frihed. Jeg havde ikke tilstrækkelig erfaring med at anvende de redskaber, som kunne holde det gode inde og det dårlige ude.

Sunde grænser er imidlertid en forudsætning for at forvalte det liv, som Gud har givet os på bedst mulig vis. Personligt har jeg lært meget ved at dykke ned i litteraturen omkring grænsesætning. To kristne amerikanske psykologer, der efter min mening udfolder emnet på en indsigtsfuld og enkel måde, er Henry Cloud og John Townsend (2007), som bl.a. har skrevet bestselleren: “Hvor går grænsen?” (Scandinavia, 2007).

Grænser og forvalterskab

Betydningen af Cloud og Townsends (2007) metafor om, at grænser holder perlerne inde og grisene ude, er basalt set; at grænser fungerer som ejendomsskel. Vi er alle bekendt med fysiske grænseskel (hegn, skilte, mure etc.), der markerer hvor en ejendom starter og hvor den slutter. I den åndelige og psykologiske verden er grænser ligeså virkelige, men ofte noget sværere at få øje på. Cloud og Townsend (2007) beskriver, hvordan grænser definerer vores sjæl, og hvordan grænser hjælper os til at vogte og bevare den (Ordspr.4,23). Uden grænser vil vi få svært ved at forvalte det liv, som Gud har givet os.

Misforståede bibelske passager kan understøtte dysfunktionelle grænser

Er du opvokset i et kirkeligt miljø, kan du også have modtaget grænsefjendtlige budskaber fra kirken. Måske har du opfattet det som egoistisk og “ukristent” at sige nej til andre. Hvis et forsøg på at sige fra mødes med skriftsteder, som betoner fornægtelse af selvet frem for vigtigheden af at give af et villigt og glad hjerte, dannes en kultur, hvor det at sige ja er mere “helligt” end at sige nej. At sige nej er dog ikke forkert, men blot et udtryk for vores frie vilje. Ægte kærlighed kan derfor kun trives, hvor der er frihed – også til at sige nej.
At grænser er ubibelske er en stor misforståelse, som jeg tror har ført til både udbrændthed, forvirring og smerte. Sandheden er, at Bibelen er fuld af sunde, kærlige grænser. Faktisk er grænser en del af Guds egen natur:

“Gud definerer sig selv som et adskilt, særskilt væsen, og han er ansvarlig for sig selv. Han definerer sin egen personlighed og tager ansvar for den ved at fortælle os, hvad han tænker, føler, planlægger, tillader, ikke tillader, synes om og ikke synes om. (.) Gud har også grænser for, hvad han vil tillade på sin grund. Han konfronterer synd og tillader, at adfærd har konsekvenser. Han vogter sit hus og tillader ikke onde ting at komme der. Han inviterer folk indenfor, som elsker ham, og han lader samtidig sin kærlighed flyde ud til dem. “Portene” i hans grænser åbnes og lukkes behørigt.” (Cloud & Townsend, 2007, s. 40-41).

Gud er altså meget tydelig omkring, hvem han er og ikke er, hvad han vil og ikke vil. Vi er kaldet til at ligne ham (1 Mos 1,26) og opfordres således til at udvise samme sunde grænseadfærd.

Hvilke byrder kalder Gud mig til at bære?

Cloud og Townsend (2007) påpeger hvordan en kendt passage i Galaterbrevet afgrænser hvilke byrder Gud kalder os til at bære. I kapitel 6 vers 2 står der: “Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov”. Senere i vers 5 står der: “Enhver skal bære sin egen byrde” (Gal 6,5). Cloud og Townsend (2007) pointerer, at ordet byrde i de to vers stammer fra to forskellige græske ord. Den byrde, som vi kaldes til at bære for andre, henviser til “umådeholdent store byrder” (gr. “baros”) såsom kriser og tragedier. Gud kalder os således til at tilbyde vores hjælp, når vores næste gennemgår en tragedie eller krise. Det græske ord for den byrde, som vi selv skal bære, henviser derimod til “det daglige slids byrde” eller “en last” (gr. “phortion”) og implicerer dagliglivets mange gøremål såvel som vores egne tanker, følelser, holdninger og adfærd. Vi kan altså ikke give andre ansvaret for, at vi tænker eller føler noget bestemt, eller at vi handler på en bestemt måde. Disse ting er lagt hen til os at bære. Gud forventer med andre ord, at vi hjælper andre, når de gennemgår en krise, ligesom han forventer, at vi selv bærer ansvaret for egne tanker, følelser og adfærd. Denne definitionsforskel kan muligvis hjælpe os til at blive bedre til at skelne mellem; hvad der er mit, og hvad der er andres ansvar.

Sunde grænser kan bryde dysfunktionelle mønstre

For mig personligt har sunde grænser revolutioneret mit liv. Sunde, bibelske grænser har brudt føjelighedens mønster i mit liv. I stedet for at tage ansvar for andres last og negligere min egen, forsøger jeg nu at forvalte de “perler”, som Gud har betroet mig. At sige ja til min egen last og nej til min næstes last sætter ikke kun mig fri til at forvalte mit liv ansvarligt og kærligt, – det sætter også min næste fri til et lignende forvalterskab af sit liv.