Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Kaffen er sat over. Vi har sat os godt tilpas i havestolene.
Fuglene kvidrer, og vi sidder begge to og kigger ud i luften, eftertænksomt. Vi har en snak om skam. Far og datter. To generationer imellem. Jeg vender mit blik mod ham og åbner for samtalen.
Da denne artikel er af personlig karakter, kan det være, at andre har oplevet skamfølelsen anderledes, end det vi beskriver.
Venlig hilsen Sara og Steen Palmqvist
– Hvad tænker du, når jeg spørger dig om følelsen skam?
Min første reaktion er en svag gysen, da skamfølelsen minder mig om noget ubehageligt i mit liv, noget jeg ikke syntes, jeg kunne gøre noget ved, men som stjal min livsglæde og tryghed.
Jeg genkender skam som en følelse, der knyttede sig til det at være skyldig. Hvis jeg på en eller anden måde havde gjort mig skyldig i et eller andet – stort set lige meget hvad – så begyndte det godt nok med, at jeg var skyldig, fik sikkert en irettesættelse. Men efterhånden flyttede følelsen sig over til, at jeg skulle skamme mig. Udtrykket: ”Gå op på dit værelse og skam dig” har jeg kun sjældent hørt, men alligevel var den konklusion som en del af min dna. – Egentligt sidder den stadig fast inde i mig, så jeg af og til skal bruge lidt tid på at skille skyld og skam ad.
Det fik den konsekvens, at det blev rigtig farligt for mig at indrømme fejl, for det blev forbundet med angst, fordi jeg skulle skamme mig – jeg var jo grundlæggende forkert. Ingen kunne holde ud at være sammen med mig.
Usikker på tilgivelsen
Fordi min skyld landede i skamfølelsen, blev det umuligt at få ryddet op. Selv når jeg igen var taget til nåde, blev skamfølelsen ved med at sidde i min krop. Jeg var usikker på, om jeg var tilgivet og sat fri. Det gav også andre bivirkninger, såsom at jeg ikke rigtig turde glæde mig, da faldet til skamfølelsen dermed blev større og gjorde mere ondt.
Jeg var bevidst om, at jeg følte skam, men ikke hvad det var for en følelse, da der aldrig blev talt om følelser i min barndom. Jeg havde en bevidsthed om dens tilstedeværelse, men vidste ikke hvad og hvorfor.
– Men hvor blev Gud og hans tilgivelse så af – du er jo vokset op i et kristent hjem?
Det er rigtigt, at jeg er vokset op i et kristent hjem – og tak for det – men alligevel blev Gud en kompliceret størrelse for mig – mere en frygt end en tryghed. Det fik den konsekvens, at jeg havde 10 år med panikangst, da Gud mere blev den truende Gud end den kærlige Gud.
Forkyndelsen i disse år, blev mere til angst end til fred for mig.
Kendte ikke forskellen på skyld og skam
Der blev jo talt sandt om Gud langt hen af vejen. Men skamfølelse gjorde imidlertid sådan, at jeg aldrig kunne få tryghed i, at jeg virkelig var tilgivet af nåde. Syndsbekendelsen gav ingen fred.
Først mange år senere opdagede jeg forskellen mellem skyld og skam, og kunne derfor få gjort op med forvirringen. – Det var en stor lettelse.
I dag har jeg vanskeligt ved at få øje på, at skamfølelsen kan bruges til noget som helst.
Skamfølelsen fortæller, at mennesket er udueligt og kun til at kassere – og det stemmer ikke overens med Guds ord.
Min far vender sit blik mod mig.
– Hvad er skam så for en størrelse for dig?
Puha, det er ikke let at tale om skam. Jeg er 35 år og dermed vokset op i en helt anden generation. Jeg genkender uden tvivl mange af dine beskrivelser, men oplevelsen af skam har været anderledes for mig.
Skammen har nærmest været min følgesvend hele mit liv. Et livsvilkår, som tidligt ødelagde mit selvværd, da jeg aldrig følte mig god nok. Det blev til en del af min identitet.
Skamfuld og ensom
Som barn følte jeg mig ofte alene og valgt fra. Jeg blev mobbet i skolen, og havde kun en rigtig veninde. Jeg følte mig isoleret og ensom. Denne ensomhed satte klare lighedstegn for mig om, at når ingen valgte mig til, måtte det være fordi, jeg ikke var værd at vælge til.
Jeg burde bare gemme mig væk – skamme mig over at være mig. Uperfekt, skrottet, alene og utilstrækkelig.
Men skammens karakter har ændret sig gennem årene. Den er blevet mere præstationsfokuseret. Jeg har aldrig fået høje karakterer i skolen, og det var kun med til at bekræfte min enorme følelse af skam. ”Du er ikke god nok”, blev nærmest et mantra i mit hoved. ”Du skal kunne gøre dig fortjent til…”.
– Hvad gjorde den skam ved dit forhold til Gud?
Jeg troede jo aldrig rigtig på, at han elskede mig. At korsets mirakel også gjaldt mig. Hvorfor skulle Gud dog ville mig? Du beskriver en tvivl i, om Gud mon i virkeligheden havde tilgivet dig. Jeg oplevede det ikke som noget, der havde med tilgivelse at gøre, men noget jeg var – en fiasko. Så jeg måtte jo forsøge at gøre mig fortjent til Guds kærlighed gennem masser af tjeneste, med en evig tvivl om han mon i virkeligheden tog imod mig.
Bibelen fortalte mig, at Gud elskede alle, og at jeg var frelst blot ved tro. Men i praksis lod skammen mig helt klart vide, at jeg selvfølgelig var nødt til at yde. Og hvis jeg begik en fejl – en grim synd af en slags, var jeg helt ude på dybt vand, og der var endnu længere vej mod at blive valgt til, at gøre mig fortjent til at blive elsket og dermed slippe for skammen.
Det gjorde mig naturligvis enormt angst. Tænk hvis Gud ikke ønskede at frelse mig, fordi jeg ikke fortjente det. Og det gør jeg jo ikke. Men nådens mirakel – og dermed bevidstheden om skammens løgne – nåede ikke min forståelse, før jeg selv blev mor.
Når vi taler om skam, synes jeg også, det er vigtigt at tale om, hvordan vi kan hjælpe vores børn i dag til at føle sig mindre skamfulde.
Da du var barn, blev der ikke rigtig talt om skam. Men det bliver der jo i dag.
Børn skal mærke, at de er valgt til
De to ting, der står allertydeligst for mig, når jeg tænker på skam i forbindelse med opdragelsen af mine børn, er netop fællesskabet med andre, hvor de føler sig valgt til, og har en fundamental viden om, at de ikke skal gøre sig fortjent til hverken deres forældres eller Guds kærlighed. For så bliver det mere legalt at begå fejl, at være uperfekte og ikke nødvendigvis leve op til et bestemt ideal, som jo for øvrigt bliver sat af mennesker – og ikke af Gud.
Afslutningsvis kan vi konkludere, at skammen tydeligvis har ændret sig fra at være noget, der hang uløseligt sammen med skyld, til et bundløst hul af utilstrækkelighed i identiteten. Et gentaget mantra om, at jeg ikke er god nok. Det gør mig kun endnu mere afhængig af Faderens budskab, at jeg er elsket, værdifuld og befriet fra alt skam – blot ved at være skabt af Gud.
Af Sara Palmqvist – Samtale mellem far og datter, 10. september 2017