Gud bærer dig over målstregen – helt uden din hjælp!

Det skulle være så godt. Vi skulle blive frugtbare og talrige. Vi skulle opfylde jorden og underlægge os den. Vi skulle herske over havets fisk, himlens fugle og alt det midt imellem. Helt fra menneskehedens begyndelse gav Gud os en guddommelig opfordring til bare at ”gå i gang”.  Vi mennesker kunne lide at præstere, og Gud så, at det var godt.

Men så bed Eva i den forbudte frugt – og alt forandredes, fortæller Bibelen.

”Pludselig blev præstationen kædet sammen med en negativitet, en forbandelse. ”Med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage”, og ”i dit ansigts sved skal du spise dit brød”, lyder blot nogle af de udsagn, som Bibelen umiddelbart efter syndefaldet kaster ind i fortællingen om menneskets præstationer. Det, der oprindeligt var givet af Gud, fik en mørkere farve ind over sig,” siger Henrik Højlund, valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.

Præstationens skyggesider

Mange år er gået siden syndefaldet, men dobbeltheden i begrebet præstation eksisterer stadig. På den ene side rummer det et klokkeklart kald fra Gud:

”Vi skal være lydige, vi skal lade være med at bekymre os, og vi skal vise næstekærlighed. Bjergprædikenen i Ny Testamente oplister faktisk en hel række af præstationer, vi er kaldet til af Gud selv. Ikke for at opnå beundring eller tak, men fordi vi er hans tjenere,” siger Henrik Højlund.

Samtidig er der en række farer, vi skal have syn for. Sådan har det været siden syndefaldet. Men med opkomsten af præstationssamfundet, der i sin natur søger at gøre menneskets præstationer til garant for det gode og sande liv, skal vi måske være endnu mere opmærksomme på præstationens skyggesider.

”En meget udbredt fælde, vi som mennesker går i, er, at vi etablerer et præstationsforhold til Gud. Rigtig meget af det, vi oplever i det mellemmenneskelige, overfører vi til relationen med Gud. I yderste konsekvens kan vi komme til at forstå os selv som nogle, der kan udvikle og præstere os selv væk fra synden,” siger Henrik Højlund og peger på to grundlæggende problematikker ved den forståelse:

”For det første rummer det en falsk forhåbning, som går ud på, at vi selv kan komme rigtig langt på forbedringens vej.  Frelsen bliver en kontrakt, vi har med Gud, og troen oplever vi som en processuel ting, der hjælper os på vej mod noget større hele tiden. Vi vil være selvfrelsende i hamsterhjulet. Samtidig kommer vi til at mangle friheden i at kunne få lov til at sige: ”Gud, jeg føler mig virkelig, virkelig som et dårligt og nederdrægtigt menneske, men din nåde er ufattelig stor!”. Den erkendelse sætter os fri til at indse, at vi aldrig kommer til at præstere vores ret til at være Guds elskede børn. Selv i vores mest ufromme øjeblik er vi Guds elskede børn,” siger Henrik Højlund.

Vi kan hvile som Guds børn

At falde i den usunde præstationsfælde hænder også for præsten selv. Endda ofte.

”Jeg tror, der er noget i det processuelle, der tiltaler vores menneskelige natur, nemlig det fortjenstfulde og det selvkontrollerende. En proces gør os til vigtige medaktører, og det kan vores natur godt lide. At leve i en dyb og varig erkendelse af, at frelsen er ren og skær foræring, er derfor noget, vi vedvarende skal konfronteres med. Det er aldrig noget, vi én gang for alle fatter. Formodentlig bliver ingen af os færdige med hele tiden at løbe over i den anden grøft, hvor vi selv er med til at sikre os frelsen. Vi må derfor blive ved og ved med at minde os selv og hinanden om, at i forholdet til Gud, inderst inde, er og bliver vi som små børn,” siger han.

For at minde sig selv om det rette forhold beder Henrik Højlund dagligt en morgenbøn med nogle gammeltestamentlige ord fra Salme 131. Ord, der nogle morgener rammer ham som en sylespids og andre morgener virker trøstende og befriende:

Mit hjerte er ikke hovmodigt,
mine øjne er ikke stolte.
Jeg omgås ikke med store planer,
der er for underfulde for mig.
Nej, jeg bringer min sjæl til hvile og ro;
som barnet hos sin mor,
som barnet er min sjæl i mig.

Gud gør os perfekte – helt uden hjælp

”Jeg oplever, at Gud skubber til mig igen og igen, når jeg igen og igen forfalder til det usunde præsterende. Nogle gange i vidunderligt befriende budskaber, som sætter mig fri. Andre gange pilles jeg ned af præstationspiedestalen, kravler videre og indser, at jeg bare er et barn, der har brug for alt fra Gud,” siger Henrik Højlund.

Når det er sagt, glæder præsten sig over, at den perfekte Gud har planer om, at vi mennesker skal blive præcis lige så perfekte. Vi skal nå den målstreg, som vi hele tiden søger, men aldrig formår at krydse. Og den forvandling præsterer den almægtige Gud helt uden vores hjælp.

”I Johannes` Første Brev lyder det: ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han”. Det er jo helt ekstremt. Vi skal blive ligesom den fuldkomne og helt perfekte Gud. Og vi skal blive det helt uden at præstere, for Gud selv har præsteret for os,” siger han.