Historien som sluttede, inden den rigtigt kom i gang

Juleferien 2017 kunne have været ren lykke for Stine og Morten, da de blev forældre for anden gang. Men da de forlod sygehuset, havde de ikke kun en lille baby i armene. En voldsom fødsel afslørede samtidig en stor kræftknude i Stines mave.

 Af kommunikationsmedarbejder Kathrine Wanninger (interview med Morten Bjerg Gregersen)

“Jeg har gjort alt for at skrive et par gode startkapitler til en lang roman, og jeg er kun lige kommet til kapitel 3, hvor jeg rigtigt var klar til at få et familieliv og handlingen rigtigt kan udfolde sig. Men den kan ikke slutte nu, uden man kan sidde med en fornemmelse af at historien slutter, inden den rigtigt skal til at gå i gang…” 

Sådan fortæller Stine i den bog, hun har skrevet til sine to børn.

En besked, der ændrede alt

Den dag, Stine fik beskeden om, at hun var syg med kræft, lå hun på sygehuset med parrets nye baby, Andreas. Morten kom på besøg med storesøster Sofie, som straks blev taget i hånden af en sygeplejerske – de skulle op og finde en is.

Morten husker, at Stine fortalte ham de ulykkelige nyheder, og de lå i sengen og græd sammen.

“Vi kunne ikke forstå, at det kunne passe. Vi var lige blevet en familie på fire. Vi forstod ikke Gud. Men der var ikke andet for end at komme i gang med kampen mod kræften,” siger Morten, der som den stærke og stille nordjyde, han er, går til livet med en praktisk tilgang.

Børnene ville være sammen med deres mor

I starten var Stine stadig meget med i alting. Hun prøvede at overkomme smerter og bivirkninger fra kemo for at hjælpe til derhjemme. Men efter et års tid, hvor kontrolscanningen viste tilbagefald, var Stine så svækket, at energien måtte prioriteres. Hendes største ønske var at være mor – og det var hun med stort M.

“Stine ville gerne være der for børnene og lege med dem, og det blev hendes primære opgave,” fortæller Morten.

Han husker, hvordan børnene bare gerne ville være sammen med deres mor, og hun ville dem så gerne, men var samtidig så svækket. Stine havde en lænestol i køkkenet, hvorfra hun kunne observere børnenes leg og læse bøger for dem.

Hun lå i soveværelset, når hun havde det skidt og var træt, og da Andreas blev stor nok til at kravle, var det ofte soveværelsesdøren, han søgte mod.

“Andreas ville ind til hende, men jeg vidste, at hun havde brug for ro. Det var hårdt at se på,” husker Morten.

Hun havde ikke brug for min opmuntring

“Det er naturligt for mig at være optimistisk,” indrømmer Morten på sin egen stilfærdige måde. I lang tid håbede han på, at Stine blev rask igen. “Efterhånden som kræften spredte sig mere og mere, blev det naturligvis mere og mere håbløst, men jeg håbede stadig.”

En aften ved spisebordet sagde Stine noget, som ændrede noget i Morten. Børnene var gået fra bordet, og parret sad alene tilbage. Stine gav udtryk for håbløshed, og Morten prøvede som altid at være optimistisk og håbefuld. Men Stine blev vred.

“Hun ville have mig til at forstå, at hun altså kom til at dø af den her sygdom,” erindrer han. “Det gik op for mig, at hun ikke havde brug for min opmuntring, men at jeg bare var der i det sammen med hende. Det var det, hun havde brug for.”

Efter den skelsættende samtale ved spisebordet prøvede Morten at lægge trangen til at opmuntre til side og koncentrere sig om at være sammen med Stine i det svære. Han lyttede til tanker og følelser om sorg og frygt og fik mulighed for at hjælpe med helt konkrete og praktiske forberedelser, som især handlede om børnene:

“Jeg hjalp med at få gjort mindekasserne til børnene klar, og vi fik fundet et sted, hvor vi kunne få trykt den bog, Stine havde skrevet til børnene om sit liv.”

Stines største frygt var at blive glemt. Derfor indeholder mindekasserne blandt andet opskrifter, bordflag med indgraverede hilsner og fødselsdagskort til børnene, indtil de bliver 12-13 år.

Stine døde efter 2 år og 10 måneders kamp mod kræften.

Den praktiske omsorg var vigtig

I tiden efter Stines død oplevede Morten ofte, at folk ikke turde tale med ham. “Der var forældre i børnehaven, der ikke engang sagde ‘hej’, i dagene efter hun døde,” husker han.

“Det kan godt være, man ikke ved, hvad man skal sige, men så kan man også bare sige det,” foreslår han og tilføjer: “Jeg blev glad, når nogen spurgte ind til mig og os i tiden, efter hun var død. Mens hun var syg, var der også folk, der kom med mad til fryseren. Det hjalp meget på dage, hvor overskuddet ikke var så stort.”

Især den praktiske omsorg har betydet meget for Morten, når han tænker tilbage:

“Allerede et par måneder efter diagnosen, begyndte Stines forældre at komme forbi hver tirsdag og torsdag eftermiddag. De havde aftensmad med og blev, til børnene var puttet,” fortæller han og fortsætter: “Senere arrangerede Stines søster en vagtplan, hvor familie og venner på skift kom forbi i weekenden og hjalp med børnene og alt det praktiske, så vi nemmere kunne tage på ture og få oplevelser sammen med børnene.”

Troen på Gud er den samme

Troen udfordres ofte, når mennesker er i krise. Men for Morten er troen på Gud den samme nu, som før Stine blev syg og døde.

“Jeg synes ikke rigtig, min tro har ændret sig,” fortæller han. “Jeg har dog været vred på Gud og haft svært ved at forstå, hvorfor vi skulle igennem det hele og miste Stine på den måde.”

Nu er der gået næsten 4 år, siden Stine døde. Sorgen over alt det, der aldrig blev, kan stadig gøre ondt, men håbet og optimismen flyder stadig i blodet på den solide, men beskedne nordjyde Morten, som slutter med ordene: “Jeg synes, vi har det godt nu.”