“Jeg har prøvet at hente hjælp hos Gud”

For 3 år siden mistede Grete Svinth Storbjerg sin mand efter et langt sygdomsforløb med kræft. Hun har gået i terapi, råbt til Gud og forsøgt at hente hjælp hos sine nærmeste til at håndtere krisen.

Af diakon Eva Plougmann West (interview med Grete Svinth Storbjerg)

I august 2012 var Grete Svinth Storbjerg og hendes mand, Bent Storbjerg ude at cykle. På cykelturen fik Bent pludselig voldsomme smerter, og de måtte opgive at cykle de resterende 10 km af turen. Det viste sig at være nyrekræft, og det blev begyndelsen på et langt sygdomsforløb på næsten otte år.

Grete sætter ord på, hvordan hun har oplevet sorgen og smerten ved sin mands død. Hun fortæller om den proces, hun har gennemgået, og hvordan hun har søgt ind i stilheden for at mærke sig selv. Hun beskriver sine råb til Gud og det at mærke hans nærvær. Grete fortæller også, hvordan det føles, når man rækker ud til sine medmennesker og fortæller, hvad man har brug for, så de kan støtte op og være der for en.

Til daglig arbejder Grete som intensivsygeplejerske i Gødstrup. Til hendes familie hører tre voksne sønner, svigerdøtre og børnebørn. De har alle haft brug for at bearbejde det tab og den sorg, det har været at miste Bent. Grete fortæller, at hun stadig i dag kan overvældes af den stærke smerte, der er i ensomheden, når hun tænker på alt det gode, der nu er slut. ”Hele processen med at skulle adskilles fra ham har været forbundet med mange, mange stærke følelser,” siger hun.

Fandt mening i at læse i Bibelen

På cykelturen tilbage i august 2012 var Grete til at starte med ikke bekymret. Bent kom til vagtlægen med, hvad de dengang troede, var brok. Han blev bedt om at komme tilbage til indlæggelse dagen efter. ”Jeg tog det meget afslappet. Jeg tænkte jo, at det var helt uskadeligt,” fortæller Grete. Det viste sig dog at være nyrekræft, og Bent kom i et behandlingsforløb, hvor knuden blev fjernet.

Grete og Bent oplevede undervejs at finde mening i at læse i Bibelen. Bent var på det tidspunkt ved at læse Anden Kongebog i Det Gamle Testamente. Her fortælles om Hizkija, der får at vide af profeten Esajas, at han skal dø. Hizkija vender sig mod væggen og siger, at han ikke vil dø. Esajas kommer tilbage til ham og siger, at han får 15 år mere. ”På en eller anden måde talte det så stærkt til os. Det var ligesom et brev fra Gud om, at han var med, og at det ikke var så forfærdeligt, som man måske kunne tænke, at det var. Selvom Bent fik en masse komplikationer i det følgende halve år, blandt andet en blodprop, var jeg faktisk fortsat ret rolig,” siger Grete.

Bent kom med i et forsøg, hvor han blev scannet hver tredje måned. I starten så det fint ud, men efter et år blev der fundet knuder i lysken og lungen. Knuderne blev fjernet, og Bent blev igen kræftfri og medicinfri. Der gik dog ikke mere end otte uger, før lægerne kunne se, at kræften havde spredt sig til den anden nyre. Fra 2014 vidste familien, at Bent ikke ville overleve sin kræft. Denne tid blev for Grete en tid med magtesløshed og råb til Gud.

Efter 2014 fulgte mange år med op- og nedture, hvor Bent flere gange blev indlagt akut og blev fast dialysepatient. I marts 2020 blev Grete smittet med covid-19 på sin arbejdsplads. Smitten ramte Bent, og han blev erklæret terminal d. 27. april 2020. Den 17. juni 2020 døde Bent.

“Vi kender ikke morgendagen”

Undervejs blev Gretes forståelse af, hvad det vil sige at være pårørende, udfordret. ”Jeg lærte i hvert fald rigtig meget om at vise ham respekt. Som sygeplejerske kunne jeg nemt komme til at tro, at jeg var bedst til at vide, hvad der ville være godt for ham. Jeg lærte rigtig meget at lytte til, hvad han syntes,” siger hun.
Der indtrådte en stor ydmyghed over ikke at kende morgendagen. ”Jeg måtte fuldstændig give slip på at kunne tænke mig frem til, hvordan forløbet ville blive, for jeg vidste det jo ikke. Det er ikke mig, der har styr på liv og død. Jeg ved intet, når det kommer til stykket,” siger hun.

Det har krævet tid at nå til den erkendelse. Udadtil kunne det se ud, som om Grete klarede det hele. Indvendig oplevede hun dog, at det hele krakelerede. Alle de praktiske opgaver, hun og Bent havde været fælles om, skulle hun nu klare samtidig med arbejdet som sygeplejerske. Et halvt år efter kræftdiagnosen begyndte hun at reagere på overbelastningen ved at græde meget. ”Tårerne løb bare, og jeg vidste ikke, hvorfor jeg græd. I dag tænker jeg, at det var ren og skær overbelastning.”

Grete måtte lære at bede om omsorg

Et tv-program ved navn Skriftestolen, hvor sygehuspræsten Preben Kok har en sjælesorgssamtale, førte til en markant forandring hos Grete. I programmet spørger Preben Kok sin gæst, om hun var sådan en, der ikke kunne se, at hun havde brug for omsorg. Han fortsætter med at sige, om de ikke skulle slå et slag for, at hun bad lidt mere om omsorg. ”Jeg begyndte sådan at græde, for det var lige præcis det, jeg havde brug for. Andre kunne jo ikke se, at det var det, jeg havde brug for,” siger Grete. Hun fortsætter: ”Men det var jo det, jeg længtes efter, fordi jeg var så udbrændt.”

Programmet blev udslagsgivende for, at Grete besluttede at tage hånd om sig selv. Hun opsøgte en veninde, der tog godt imod hende og viste hende omsorg. Samtidig begyndte hun at gå i terapi, og det blev ”en lang, lang vandring med at se indad,” siger hun. ”Jeg fik først og fremmest at vide, at jeg skulle være nådig mod mig selv og fik derfor sagt alle de aktiviteter fra, som jeg havde gang i.”

I den periode begyndte hun jævnligt at sætte sig i sofaen og ”bare vente på Gud.” Hun satte et minutur i gang, og så gentog hun sætningen: “Herre, forbarm dig over mig!” ”Jeg sagde på en måde til Gud, at jeg er lige her, og jeg kan ikke rigtig andet end at sidde her. Hvad vil du mig? Det blev efterhånden sådan, at jeg ikke rigtig kunne udføre noget praktisk arbejde, så jeg valgte tre ting om dagen, som jeg kunne udføre – så jeg kunne blive ved med at passe mit arbejde på sygehuset,” siger hun.

“Bent lyttede til min historie”

I kølvandet på Bents sygdom opstod mange skuffelser og aflysninger, som Grete også skulle tackle i forhold til deres børn. Bl.a. en tur til Rom, der aldrig blev til noget. ”Jeg var moderen, der var sygeplejerske, og det spredte en ro til børnene,” fortæller hun. For Grete var det vigtigste, at hun ikke lagde sine bekymringer og frygt ned over sine børn. Derfor var Bent den, hun talte med. Han blev den, der lyttede til hendes historie.

”Når man ikke har været ude i store kriser, opdager man ikke altid, hvor stærkt et “vi” man har. Når “vi’et” så gynger, opdager man lige pludselig, hvad der er på spil. Jeg tænker tit, at jeg har været enormt privilegeret at møde Bent så ung. Han har ikke villet lave mig om. Han har bare elsket mig som den, jeg var. Og det er jo meget helende, når man er dernede og skrabe bunden,” siger hun.

Det var noget helt særligt for Grete at opleve, hvordan Bent var i stand til at lytte på trods af sin sygdom og de kampe med medicin, der fulgte med. Hun erfarede hans nærvær og lydhørhed som en oprigtig interesse, og det hjalp hende ud af det, som hun kæmpede med.

Gennem sygdomsforløbet oplevede Grete, at de to kom tættere på hinanden. Hun husker det som enormt vigtigt, at de som par ”havde fælles fodslag” hele vejen igennem. Hun oplevede nogle gange, at der kun blev spurgt ind til Bent, som var syg. ”I nogle relationer har jeg været helt vildt ked af det, når vi kom hjem, fordi jeg ikke følte mig set. Jeg ved også, at jeg har helt vildt meget brug for at blive hørt og set som den, jeg er,” siger hun. Hun fortsætter: ”Når de så kun spurgte til ham, lagde han hånden på min skulder og sagde: “Det er også rigtig hårdt at være pårørende, rigtig hårdt at være Grete.” Så har han anerkendt mig i det forum, og det har været meget værdifuldt. Vi blev et “vi” i det.”

Gud vandrer med i det svære

For Grete har præstation været noget, der har fyldt i livet. Hun så sin personlighed som værende bygget på netop præstationen frem for ”bare at være elsket.” En tilstand, hun tænker, mange kan genkende sig selv i. For hende blev det en proces at erkende, at hun var elsket og god nok, som hun var, både overfor Bent og overfor Gud. I 2014 tog hun på retræte, hvor emnet var den bibelske person Bartholomæus. På retræten græd hun meget og var bange for at miste Bent.

Hun lyttede til det sted i Bibelen, hvor Bartholomæus råber til Jesus: “Herre, forbarm dig!” ”Da jeg sidder der, føler jeg mig helt identisk med Bartholomæus, der råber. Da jeg så går over på værelset, begynder jeg at råbe til Gud: “Herre, forbarm dig over mig.” Så oplever jeg at høre en stemme, der siger: “Hvad skal jeg gøre for dig?” Jeg bliver fuldstændig stille, og så siger jeg: “Det ved jeg ikke…” Og så blev jeg overskyllet med en kæmpestor fred, og jeg stoppede med at græde,” fortæller hun. 

Grete har desuden oplevet at få mange drømme undervejs i sit terapiforløb. At gå ind i de drømme hjalp hende til at se, hvor forfærdeligt forløbet havde været, men også at se Gud som medvandrer. ”Arbejdet med drømmene og mig selv fik mig til at indse, at Jesus græd sammen med mig. Han stillede sig på min side,” fortæller hun.

Det sværeste var tanken om at give slip

Det sværeste for Grete i sygdomsforløbet var tanken om at blive forladt. Da det gik op for hende, at Bent ikke ville blive rask, kom en angst, som fortsatte gennem sygdomsforløbet. ”Jeg prøvede at tænke på, at Gud også bar med der. Og så havde jeg glæde af Taize-sange, og der er en af dem, der siger: “Lad ikke mørket få magten i mit sind…” Den gik jeg meget og sang for mig selv for at holde angsten ude,” fortæller Grete.

I slutningen af sygdomsforløbet var Bent så syg, at Grete kunne se, det ikke kunne fortsætte på den måde. Det gjorde hende beredt til, at han skulle dø. Hans lidelse var så stor, at hun blev parat til at give slip på ham.

Efter Bents død oplevede hun angst og havde mange uhyggelige drømme. Hun drømte om et hus, der brændte helt ned. Hun tænker, det kan have noget at gøre med at skulle bygge en ny identitet op – en identitet i blot at være hende frem for at være et ”os” som før sammen med Bent.

”Jeg har prøvet at hente hjælp hos Gud. Jeg er også meget rig på veninder, der vil gå med mig, og som vil høre på mig. Det har været vigtigt for mig, at mine børn – selvom de er voksne – ikke skulle opfatte mig som et offer, de skulle tage sig af, så jeg har brugt mine veninder rigtig meget i processen. Det har dog også været vigtigt for mig, at mine veninder ikke skulle føle et ansvar for mig,” fortsætter hun. 

Nærværet med børn, svigerbørn og børnebørn blev for Grete en del af helingsprocessen. Gennem dem erfarede hun ”et helende nærvær.” Det samme gælder for hendes kirkefællesskab.

På et tidspunkt var der en, der sagde til Grete: “Nu skal du til at tænke på dig selv, og hvad der giver dig energi.” Det var svært at tage til sig: ”Jeg anede ikke, hvad det betød. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle forvalte det.” Grete beskriver det som en styrke, at hun og Bent delte med deres relationer, hvordan de ønskede, at andre skulle håndtere deres situation. Bent skrev jævnligt breve (e-mails) til deres relationer, og det var en stor hjælp for begge. ”Efter jeg blev bevidst om, hvad jeg manglede, har jeg fået rigtig meget omsorg. Det kunne vi formidle i brevene,” siger Grete.