Et bibelsk perspektiv på at være pårørende til et menneske i krise

Det er svært at være menneske, når krisen rammer! Det kan ske på vidt forskellig vis. Jeg behøver bare at nævne skilsmisse, dødsfald, demens, alvorlig sygdom eller handicap. Listen er lang. Det er svært for den, der bliver ramt. Men det er også svært at være pårørende, når krisen rammer et menneske, der står os nær.

Af sognepræst Bjarne Hougaard

Min personlige beretning

Lad mig begynde med en lille beretning fra mit eget liv og min egen familie.

Min far fik konstateret Alzheimers, da han var ca. 75 år – og da havde den allerede præget ham i nogle år. Det satte sit markante præg både på hans personlighed og på hans evne til at navigere på alle planer. Vi seks søskende kunne konstatere, hvordan vores mor i stadig højere grad påtog sig ansvaret, også for ham. Hun glattede ud, når han ikke helt vidste, hvordan han skulle begå sig, og hun havde hele tiden et øje på ham  for at sørge for at være klar til at hjælpe. Det gik godt i mange år, men til sidst stod det klart, at han måtte på plejehjem, for at han der kunne få det opsyn og den pleje, han havde brug for, og for at vores mor tilsvarende kunne blive fri for ansvaret.  

Det trængte hun til. Den første tid kunne der gå flere dage, hvor hun slet ikke så til ham eller talte om ham. Men senere flyttede hun ind på samme plejehjem, og de fik lov til at leve sammen, til han døde som 83-årig.

Hun blev for mig et tydeligt eksempel på, hvor svært det er at være nærmeste pårørende til et menneske under så stor forandring. Hun blev et eksempel på trofasthed overfor den, hun var gift med igennem mere end 60 år, men også en påmindelse om, at vi som pårørende ikke kan klare alt, men at vi kan respektere den anden ved at sørge for, at han eller hun får den rette pleje – også selvom det for mine forældre betød, at de måtte leve hver for sig en tid.

Mine forældres sidste tid er bagtæppet for mit forsøg på at finde bibelske forbilleder på at være pårørende, når et familiemedlems livsvilkår ændrer sig drastisk.

Fire eksempler fra Bibelen

Der er ikke mange eksempler i Bibelen på mennesker, der er pårørende til en, der på den ene eller anden måde er kommet i krise. Men jeg vil gerne nævne fire eksempler, som viser, hvor forskelligt det kan se ud at være tæt på et menneske i dyb krise.

Ruths afsavn og trofasthed

Den første, jeg kommer til at tænke på, er Ruth. Hun står for mig som et eksempel på en pårørende med meget stor loyalitet. For hendes vedkommende gjaldt loyaliteten svigermoderen, Naomi.

Naomi mistede både sin mand og sine to sønner. Hendes to svigerdøtre var nu de eneste pårørende. Derfor beslutter hun sig for at rejse tilbage til sit land, og hun opfordrer sine svigerdøtre til at blive i deres eget land for at finde nye ægtefæller der.

Men den ene af svigerdøtrene, Ruth, ville det anderledes og viste en meget stor grad af solidaritet med sin svigermor. Hun sagde: Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. (Ruths bog, kapitel 1, vers 16) Resten af beretningen viser, at netop den trofasthed bliver til velsignelse for både Naomi og Ruth selv.

Når jeg læser beretningen i lyset af temaet for dette blad, ser jeg Ruth som et eksempel på den trofasthed, vi kan møde i forholdet mellem ægtefæller eller mellem generationer. Den oplever jeg selv en gang imellem ved begravelsessamtaler, hvor der sidder en enke eller et af de voksne børn, som trofast har været hos den syge den sidste tid. Måske har ægtefællen måttet opgive sit arbejde for at kunne være hos den anden, eller de har måttet sælge deres fælles hjem for at flytte i en mere egnet bolig. Det har været et afsavn, men alligevel var det klart, at det kunne ikke være anderledes, for de to hørte sammen.

Jobs hustru blev vred

Den næste, jeg tænker på, er Jobs hustru. Vi kender ganske vist ikke meget til hendes historie og ikke engang hendes navn, men vi ved, at hun og Job var velsignet både med stor rigdom og mange børn, syv sønner og tre døtre. 

Krisen opstår, da de mister deres ejendom og deres børn i løbet af en enkelt dag, og Job reagerer med ordene: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Tilsyneladende er hans hustru enig med ham i den betragtning, i hvert fald hører vi ikke andet. 

Men da Job rammes alvorligt på sit eget helbred, bliver det for meget for hans hustru. Hun siger: Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø! Dermed er fællesskabet mellem dem brudt, det afløses af hårde ord, og vi hører ikke meget mere til Jobs hustru. 

Jeg har flere gange i løbet af min tid som præst mødt ægtefæller, som nåede dertil, at det var svært for dem at være sammen, fordi udfordringerne blev så mange. For Jobs hustru endte det med et åbent oprør. Det er meget forståeligt. Hun og Job har mistet deres status som områdets rigeste og mest indflydelsesrige familie, og samtidig har de med et slag mistet alle deres 10 børn. Selvom vi ikke ved andet om ordvekslingen mellem de to end dette korte citat, tyder det på, at hun har haft svært ved at mærke, om Job også sørgede over sine børn. Det ender med, at det bliver Jobs tilsyneladende blinde tillid til Guds forsyn, der bliver genstand for hendes vrede. 

Sådan kender vi det også fra mange af livets forhold. Det kan være helt andre områder, der udløser konflikt, nærmest som en slags lynafleder for den vrede og frustration, som hele situationen har ført til.

Splittelsen mellem Rebekka, Jakob og Esau

I 1. Mosebog, kapitel 27 finder vi den dramatiske beretning om Isaks velsignelse, da han er gammel og affældig. Han siger selv: Jeg er gammel, jeg ved ikke, hvad dag jeg skal dø. Derfor vil han forberede sin afsked, hvilket jo umiddelbart ligner en smuk optakt til at sige farvel. Han giver som optakt til hans afsluttende velsignelse anvisninger på, hvordan hans sidste måltid sammen med familien skal forberedes.

Men det er, som om det fører til, at alle de konflikter og frustrationer, som har præget forholdet i familien, bryder ud i lys lue. Den latente konflikt beskrives tidligere kort med ordene: Da drengene voksede til, blev Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob var et ordentligt menneske, der boede i telt. Isak elskede Esau, fordi han holdt af vildt, men Rebekka elskede Jakob. (1. Mosebog, kapitel 25, vers 27–28)

Jakob har allerede en gang narret sin bror, Esau, der er den ældste af de to tvillinger. Han har ”købt” førstefødselsretten for en ret linser. Rebekka og Jakob har tydeligvis haft hver sin favorit. Nu viser de skjulte konflikter sig for fuld styrke. Ved hjælp af Rebekkas og Jakobs bedrag og list bliver det Jakob, der får den eftertragtede velsignelse som den førstefødte, der skal føre slægten videre. 

Selvom det alt sammen er helt i tråd med Guds udvælgelse, er det ikke en smuk historie, men nærmere en historie, der viser, hvordan Gud kan føre sin plan igennem, selv gennem uperfekte og højst tvivlsomme mennesker.

Hvis vi ser beretningen isoleret, kan vi også her se, hvordan et familiemedlems kritiske tilstand påvirker resten af familien. Denne gang bestemt ikke i positiv retning og dermed i skærende kontrast til forholdet mellem Naomi og Ruth. Her kommer der intet godt ud af det. Familien bliver splittet for alle vinde. Isak bliver fortvivlet, Esau bliver bitter på Jakob og formentlig også på Rebekka. Jakob må flygte over hals og hoved for at undslippe Esaus vrede.

Det er ikke et ukendt fænomen, at spændinger i familien enten kan blive forstørret i forbindelse med en krise i familien, eller de kan blive løst, fordi familien oplever behovet for sammenhold større. I min praksis som sognepræst har jeg set eksempler på begge dele. Søskendeflokke, der er blevet holdt sammen af omsorgen for mor eller far, men som i forbindelse med den sidste forælders dødsfald ikke længere kan være i stue sammen. Men også søskende, som har haft et konfliktfyldt forhold, men som i forbindelse med sygeleje og dødsfald har fundet frem til en samhørighed på tværs af det, der skiller.

Martha og Marias mirakel

Endelig vil jeg nævne den kendte beretning om søstrene Martha og Maria, som vi finder i Johannesevangeliet, kapitel 11. Også her oplever vi en familie i krise og en familie, hvor man reagerer forskelligt. Da Lazarus bliver syg, sender de to søstre sammen bud til Jesus, tydeligvis i håbet om, at han vil gribe ind. Senere, da Lazarus er død, er det i første omgang Martha, der reagerer og giver udtryk for sin (og deres) frustration overfor Jesus, der i hendes øjne kommer alt for sent. Men Maria giver senere udtryk for det samme, da hun møder Jesus. 

De lægger deres frustrationer i Jesu hænder og oplever miraklet. Det, der så ud til at være ødelagt, bliver genoprettet, da Lazarus kaldes ud af graven i levende live. 

Det er ikke mange forundt at se en af ens kære blive vakt til live igen. Men måske kan vi af beretningen lære, at når vi er pårørende til mennesker i en kritisk og livsforandrende situation, giver det mulighed for en ny erkendelse af, hvem Gud er, og hvem vi selv er, og dermed, hvad det betyder, når Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Johannesevangeliet, kapitel 11, vers 25)

Afsavn, vrede, splid eller ny erkendelse?

Er du pårørende til et menneske i krise, kan du måske genkende nogle af følelserne, som er beskrevet her. De fire eksempler fra Bibelen minder os om, at uanset hvilke følelser og reaktioner vi har, når vores nærmeste bliver hårdt ramt eller dør, så kan vi rummes af Gud og vide os i hans hænder.

Matthæusevangeliet, kapitel 11, vers 28:
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.