At være den, der står ved siden af – men også er ramt

Sådan kan det være at være pårørende. Det er ikke mig, der er ramt. Jeg står blot ved siden af. Men alligevel er også jeg ramt – og tilmed måske overset!

Af formand for Agape, Heine Holmgaard

At være pårørende

Fokus er på den, der er ramt – af sygdom, krise, konflikt, personlige udfordringer eller andet.

Men den, der står ved siden af – og er pårørende, er også dybt berørt. Ordet pårørende handler netop om at være berørt af det, som et menneske, jeg er stærkt knyttet til, er ramt af. Det er ganske vist den anden, som læger og andre fagpersoner er optaget af at behandle, fordi det er påkrævet. Men der er også en eller flere pårørende ved siden af – som let bliver overset.

En af Agapes værdier er ”respekt”. Respekt – betyder ”at se igen”, dvs. standse op ved et menneske – ikke overse det eller se forbi det – men se ethvert menneske som værdifuldt og vigtigt. I det blad, du her sidder med, er fokus på, at det ikke kun er den, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, vi skal vise opmærksomhed. Der er mennesker tæt på dem, som vi må øve os i at se og vise omsorg for. Den pårørende har også brug for at blive ”behandlet” som en, der er ramt. Den vigtigste ”behandling” her er opmærksomhed og omsorg.

I artiklen Et bibelsk perspektiv på at være pårørende til et menneske i krise møder du stærke bibelske eksempler på at være pårørende. Der er de smukke og gode eksempler på mennesker, der ofrer sig og tjener andre – og bliver velsignet gennem det. Men der er også eksempler på pårørende, der skaber konflikt og ufred. Også her viser Bibelen sig realistisk og virkelighedsnær.

Når vi bliver ramt af sygdom eller andet, der skaber problemer og udfordringer, oplever vi at blive standset i livet. Vi oplever at blive frataget frihed og håb og livsdrømme. Vi oplever en ufrivillig livsomvæltende situation. Men også den pårørende oplever at blive standset i alt det, man havde forestillet sig om fremtiden. Også den pårørende har brug for ikke at føle sig helt alene i den situation – den krise.

Nogle af de ting, der rammer os, har vi intet ansvar for. Men det sker også, at vi står med kriser, hvor vi føler et ansvar – og måske føler skyld. Sagen er jo, at vi alle har ansvar – og bærer på skyld. Ingen pårørende har gjort alt godt i forhold til dem, vi er bundet til og berørt af. Nogle gange spørger vi os selv: Hvad har jeg gjort, siden det gik så galt? Men det er meget sjældent, at al skyld kan placeres hos en enkelt pårørende. Andre gange må vi ærligt spørge: Hvorfor gik det ikke værre? Ind i alle disse tanker er det værd at lytte til et rådet: Vær nådig mod dig selv!

Og husk at kristen tro og håb aldrig bygger på, at vi har ret til noget eller har fortjent noget. Det er altid en gave – det er nåde!

Læs flere artikler om at være pårørende:
Jeg har prøvet at hente hjælp hos Gud
Historien som sluttede, inden den rigtigt kom i gang
Som pårørende til et barn i mistrivsel er sorgen virkelig
Der er ingen pause i ventesorgen