Må vi lige minde om tavshedspligten?

Lov, moral og gråzoner: Tavshedspligt i sjælesorgens rum kræver mere end et kig i lovbøgerne.  

Af projektleder Dan K. Månsson

Sjælesorgens rum er et fortroligt rum. Hvad en konfident betror en sjælesørger dér, må under ingen omstændigheder viderebringes i nogen anden sammenhæng. Bliver der usikkerhed om sjælesørgerens evne og vilje til at efterleve tavshedspligten vil det øjeblikkeligt vise sig i samtalen og i søgningen til samtaler.

For nyligt kunne TV2 via to journalisters arbejde afsløre, at en stor gruppe folkekirkepræster i en facebookgruppe deler fortrolige oplysninger (https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-09-18-praester-deler-fortrolige-detaljer-om-borgere-paa-facebook-hele-huset-er-braendt). Gruppen tæller 1.200 medlemmer, så mange læser med, når der deles opslag. Eksemplerne er så grelle, at flere biskopper efterfølgende har indskærpet tavshedspligten og GDPR-reglerne for deres præster (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/biskopper-minder-praester-om-deres-tavshedspligt).

En så stor sag kan desværre skade hele folkekirkens renomme, ja skabe mistillid til al sjælesorg. Jeg skal bestemt ikke gøre mig bedre end de 1.200 præster og teologer, som er kommet i søgelyset. Og mange andre sjælesørgere kan sikkert heller ikke sige sig fri for at have gjort sig interessante på bekostning af fortroligheden med konfidenter. Som sjælesørgere har vi alle fået et wake up-call og en grund til refleksion over, hvordan vi forvalter tavshedspligten.

Hvad siger loven?

Folkekirkens præster har, hvad angår tavshedspligt, en skærpet tavshedspligt, som går tilbage til Danske Lov (1683): ”Præsten maa ikke (uden sit Kalds Fortabelse) aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver, med mindre det kunde angaa noget Forræderj, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og dog bør dens Navn, som det bekient haver, saa vit mueligt er, at fortiis.”

Denne pligt til ikke at viderebringe noget med mindre sædelighedsforbrydelser, mord, grov vold eller lignende kan undgås (se svaret på spørgsmål nr. 827 fra Folketingets Retsudvalg nedenfor og Straffeloven §141), giver folkekirke- og frikirkepræster ret til ikke at vidne i retten om noget fortroligt fra en sjælesorgssamtale (Retsplejeloven §170).

I 1998 fik vi Lov om Social Service (Serviceloven). I §154 indskærpes det, at også præster har underretningspligt til, når det gælder børn (under 18 år).. Præster kan ikke påberåbe sig deres tavshedspligt, hvis de i sjælesorg bliver klar over, at børn udsættes for overgreb, og det dermed kan stoppes. Det skal kommunen underrettes om. Det svarer meget fint med Danske Lovs undtagelse fra tavshedspligten.

Derimod peger et svar i 2004 fra Kirkeministeriet på, at præster ikke har indberetningspligt jf. Servicelovens §153 om forbrydelser, der har fundet sted i barnets opvækst og er ophørt.

Lovgivningen forholder sig ikke specifikt til lægfolks tavshedspligt. Når vi således i kirkelig sammenhæng har læge sjælesørgere, er der ikke en juridisk tavshedspligt som for præster, men vi kan tale om en moralsk tavshedspligt. Lover vi mennesker fortrolighed, så skal vi også efterleve den.

Når vi taler med børn, og de betror os, at de ”fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer deres sundhed eller udvikling i fare”, skal vi fortælle dem, at vi har pligt til at underrette kommunen. Vi kan under ingen omstændigheder gå på kompromis,, men love de pågældende børn støtte hele vejen.

Vi kan eller skal heller ikke ”løse problemet” internt i menigheden, sådan som det desværre er sket i alt for mange situationer. Loven er helt klar.

Forkyndelse med eksempler fra den virkelige verden

En af de store farer for sjælesørgere er, når de i forkyndelse og undervisning bruger stof fra sjælesorgen til at eksemplificere budskabet og dermed gøre den mere livsrelevant. Hvis ikke sjælesørgeren har fået tilladelse fra konfidenten og har sløret vedkommendevedkommende helt, vil risikoen være, at nogle bliver optaget af, hvem det mon er, sjælesørgeren beskriver. Er tilhøreren samtidig selv sjælesorgssøgende, kunne vedkommendevedkommende let tænke, at en sådan sjælesørger, som fortæller om sine konfidenter fra prædikestolen, skal vedkommendevedkommende ikke tale med.

Det er vigtigt, når man bruger stof fra sjælesorgens rum i sin forkyndelse, at bearbejde sine eksempler på en sådan måde, at de ikke kan føres tilbage til en virkelig person. Anliggende og pointe bruges, men personen, omstændigheder og lokationer forandres. Det er også nyttigt at få konfidentens tilladelse til at gøre brug af replikker og andet fra samtalen og fortælle i hvilken kontekst, man vil bruge stoffet.

Det er altid godt at introducere sin historie fra sjælesorgens verden med, at den er sløret, og at man har fået tilladelse af konfidenten. Derved minimerer man tilhørerenes nysgerrighed på, hvorvidt de genkender vedkommendevedkommende.

Faglig sparring

Det hænder jævnligt i sjælesorg, at konfidenten bringer noget ind fra fagområder, som sjælesørgeren ikke har viden om. Det kunne være jura i en samtale om skilsmisse, psykiatrisk diagnose i en samtale med en sindslidende eller økonomi i en samtale med en økonomisk trængt person.

Ofte er det ikke nødvendigt at skulle gå ind i disse fagområder som sjælesørger. Man kan foreslå konfidenten at søge råd hos fagpersoner.

Af og til sker det, at samtalen ”låser sig fast” i en tematik, som sjælesørgeren ikke kan komme udenom. En juridisk, økonomisk eller psykiatrisk tematik. En mulig vej kan være at søge viden i faglitteratur. Er det ikke en hjælp, spørges konfidenten om lov til at sparre med en fagperson inden for det pågældende område. Som regel giver konfidenten lov til det, når man samtidig skitserer den anonymiserede form, man vil præsentere casen i.

Vigtigt: at konfidenten har givet tilladelse til at tale om vedkommendes sag med en fagperson.

Todelt tavshedspligt

Biskop Thomas Reinholt Rasmussen er i den nævnte sag fra indledningen, som TV2 bragte, i Kristeligt Dagblad citeret for: “Det her er helt uacceptabelt. Vi må ikke bryde tavshedspligten, ikke i en Facebook-gruppe, heller ikke engang hvis vi tror, det er i et lukket forum. Tavshedspligten kan være tung at bære, men så må man gå ind i sit kammer og bede til Gud. Det skal indskærpes, at det er reglerne, og at det er en pastoralteologisk juvel, som gør, at folk har tillid til præster.” Thomas Reinholdt Rasmussen siger også, at de fleste præster overholder tavshedspligten (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/biskopper-minder-praester-om-deres-tavshedspligt).

Dette er jeg ikke uenig i, men savner, at biskoppen nævner den anden ventil ud over lønkammerets samtale med Gud, nemlig supervision.

I 2005 udkom Göran Bergstrands bog ”Bikt, enskild själavård, tystnadsplikt – hvad menar vi egentligen?” Bogen søgte at tale ind i en situation, hvor de svenske biskopper i årene forud havde skærpet den absolutte tavshedspligt, så den omfattede både skriftemål og sjælesorg. Bergstrand skelner mellem absolut og streng tavshedspligt, en deling som både har historien for sig og er nødvendig for at kvalificere sjælesorgen.

Er al sjælesorg – ligesom skriftemålet – underlagt absolut tavshedspligt, er lønkammeret alene stedet, hvor sjælesørgeren kan dele sine rystelser. Men hvis sjælesorg er underlagt streng tavshedspligt, er det muligt for en sjælesørger at søge supervision. Bergstand kæmpede i mere end 20 år for at få todelingen indført i den svenske kirke uden held. Samtidig arbejdede han med ”handledning” af præster i en menneskealder til gavn for både præster og konfidenter.

Sjælesørgere skal leve op til både GDPR-lovene og tavshedspligten, de som er tjenestemænd også til tjenestemandsloven. Men det må ikke blive sådan, at supervision på sjælesorgstjenesten bliver umuliggjort.

Supervision

Supervision er læring gennem refleksion over egen praksis. For sjælesørgere vil praksis være deres sjælesorgssamtaler. Derfor bringer supervisanden erfaringer fra sit sjælesorgsarbejde ind i samtalen med supervisor. Gennem styret (metodisk) samtale får supervisanden mulighed for at reflektere over sine erfaringer og erhverve ny indsigt og udvikling. Fokus i supervisionen er ikke konfidenten i sjælesorgsrelationen, men det er supervisanden.

Al sjælesorg og alle konfidenter gør indtryk på sjælesørgeren, og al sjælesorg og alle sjælesørgere gør indtryk på konfidenter. Skal sjælesørgere kunne give kvalificeret sjælesorg har de brug for at arbejde med sig selv. Sjælesorgssamtaler træffer en i følelser, som kommer til at forstyrre samtalen, ubearbejdede eller ubevidste sider hos en selv kan skabe blinde vinkler i samtalen med konfidenter. Alt sammen forhold som kan være nyttige at få fokus på, så den sjælesorg, man yder, bliver bedst mulig.

Da det ofte er konkrete sjælesorgssamtaler, som er anledningen til, at personlige tematikker tages op i supervision, bliver disse også inddraget. Det skal selvfølgelig ske i en anonymiseret form.

Som en yderligere faglig sikring både af den supervision, supervisanden modtager og af tavshedspligten er det vigtigt, at supervisor er ekstern. Dvs. supervisor skal findes udenfor ens eget geografiske arbejdsområde, egen omgangskreds og arbejdsplads. Nogle gange kan det også være nyttigt at vælge en supervisor udenfor ens egen kirke. Derved mindskes muligheden for genkendelse af konfidenter ved brist i tavshedspligten.

Nogle sjælesørgere bruger supervision systematisk og informerer derfor deres konfidenter om det og beder om deres samtykke. Selv om det altid vil være anonymiseret, så er det god praksis.

Til videre læsning

• Lasse Mortensen : Præsters tavshedspligt – Selvmordsadfærd og præsters sjælesorg. Faktaserien nr. 34 2015, Center for Selvmordsforskning – Nr.-34-Praesters-tavshedspligt.pdf (selvmordsforskning.dk)
• Spørgsmål nr. 827 fra Folketingets Retsudvalg – https://www.ft.dk/samling/20091/almdel/reu/spm/827/svar/712554/840228/index.htm